Artikler

Må man bruge sin arbejdstelefon til betaling af private togbilletter?

By august 15, 2016 februar 13th, 2019 No Comments

En lønmodtager fik ansættelse i en it-afdeling, hvor han fik udleveret en mobiltelefon, idet han skulle servicere firmaets kunder – også uden for normal arbejdstid. Han fik ikke nogen instruktion eller vejledning om anvendelse af telefonen. På hans tidligere arbejdsplads måtte han anvende telefonen til alt – altså også privat.

Multimediebeskatningen kom på et tidspunkt, og der blev ikke fra ledelsens side udmeldt noget nærmere om, hvad dette betød i relation til udstyret (mobiltelefonen). Lønmodtageren forstod beskatningen således, at når han betalte kr. 3.000,- i multimedieskat, så måtte han bruge telefonen privat for et sådant beløb. Han købte derfor togbilletter til en værdi af ca. kr. 1.300,-. Arbejdsgiveren fandt ud af dette mere end 1/2 senere og bortviste den ansatte.

Højesteret lagde til grund, at lønmodtageren i det mindste måtte have været klar over, at mobiltelefonen var et arbejdsredskab, som ikke uden arbejdsgiverens accept kunne benyttes til betaling af rent private udgifter. Den ansatte orienterede ikke arbejdsgiveren om brugen af telefonen, og han registrerede ikke de betalte beløb, som han derfor lod arbejdsgiveren betale.

Højesteret fandt, at der forelå en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, og at det havde været berettiget at bortvise den ansatte. Højesterets dom var en stadfæstelse af landsrettens tidligere dom.OH