Ny Østre Landsrets-kendelse om konkurskarantæne.

Østre Landsret har netop afsagt en kendelse om konkurskarantæne, hvor lederen af en erhvervsvirksomhed blev pålagt 3 års konkurskarantæne. Sø- og Handelsretten (skifteretsafdelingen) i København havde først frifundet lederen.

Lederen havde i et år inden konkursen været registreret som direktør i et anpartsselskab. Selskabet havde ingen bankforbindelse. Selskabets bogføringsbilag og regnskabsbilag måtte antages at være ikkeeksisterende.

Kurator (konkursbobehandleren) havde overfor skifteretten anført, at lederen ikke havde sikret, at selskabet havde et forsvarligt kapitalberedskab, idet selskabskapitalen var indgået på hans egen konto, og at der derfor forelå et ulovligt anpartshaverlån. Det blev også anført, at lederen ikke havde sikret en ordentlig organisation af selskabets virksomhed, herunder at selskabets bogføring ikke var sket i henhold til lovreglerne samt at selskabets formueforvaltning ikke var forgået på betryggende vis, og endelig at der ikke var et tilstrækkeligt kapitalberedskab. Selskabet havde ikke indgivet årsrapport (årsregnskab), som loven kræver, og dermed anførte kurator i det hele, at selskabets ledelse havde udført en groft uforsvarlig forretningsførelse.

Sø- og Handelsrettens skifteafdeling frifandt først lederen, men denne afgørelse ændrede Østre Landsret, idet landsretten fandt, at lederen – efter en samlet vurdering og efter forholdenes karakter og omfang – skulle idømmes konkurskarantæne i 3 år.(OH)