Testamentes bestemmelse om nedsættelse af urne skulle efterkommes.

Hvis man som testator (testamentsopretter) i et testamente har bestemt, at ens urne skal nedsættes i et bestemt gravsted, skal dette så efterkommes (følges)?

Forholdet var nærmere det, at to faste samlevere havde levet sammen i adskillige år. De oprettede på et tidspunkt et fælles testamente, hvor de besluttede, at han (manden) skulle begraves i det gravsted, hvor hans tidligere ægtefælle var blevet begravet mange år tidligere. Samtidig bestemte de i det samme testamente, at hun (kvinden) skulle have sin urne nedsat i samme gravsted. Da manden døde var brugsretten til gravstedet overgået til mandens og hans tidligere afdøde ægtefælles fælles børn. Da kvinden – den længstlevende samlever – dør kort tid senere, modsatte fællesbørnene sig, at kvindens urne skulle nedsættes på det gravsted, hvor nu manden og hans tidligere ægtefælle (børnenes forældre) nu var begravet.

Der var efter Landsrettens opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at testamentets indhold ikke var udtryk for, at det havde været de to samleveres ønske, at kvindens urne ikke skulle placeres på det fælles gravsted, hvor ægtefællen i forvejen var begravet. Der måtte således foretages en afvejning af testamentets ønsker og børnenes ønsker om, at den kvindelige samlevers urne ikke skulle nedsættes i samme gravsted, som børnenes mor.

Landsretten afsagde dom om, at da forholdet var således, at de to samlevere havde levet længe i et ægteskabslignende forhold, måtte testamentets indhold – og dermed de to samleveres ønske – efterkommes, og kvindens urne blev nedsat på samme gravsted.OH