Som advokat får man ofte det spørgsmål om en ægtefælle hæfter for den anden ægtefælles gæld. Samtidig får man samtidig det spørgsmål om det er nødvendigt at oprette en ægtepagt om særeje for at undgå at hæfte for den anden ægtefælles gæld. De regler, der regulerer ægtefællernes formueforhold er egentlig temmelig klare. I det normale formuefællesskab, som opstår når man indgår ægteskab, bringer ægtefællerne normalt hver især en større eller mindre formue ind i dette formuefællesskab. Ægtefællens egen del af denne formue betegnes i det juridiske sprog som ægtefællens bodel. Bodelen er juridisk afgørende for ægtefællens hæftelse, idet hver ægtefælle hæfter for sine forpligtelser med sin bodel. Dette betyder, at en ægtefælles kreditorer som udgangspunkt kun kan få betaling fra debitorægtefællens bodel – altså fra den ægtefælles bodel, der skylder pengene. Man taler om princippet om “særhæften”, hvilket altså betyder, at alene den ægtefælle, der skylder pengene, hæfter for betalingen. Hvis der er oprettet et skriftligt dokument, f.eks. et kautionsdokument, er situationen naturligvis en anden, idet ægtefællen her hæfter, da ægtefællen aktivt har tiltrådt denne kaution.
Der gælder nogle få undtagelser til denne regel. Begge ægtefæller hæfter således for almindelige forbrugsindkøb på kredit. En anden undtagelse er, at der kan blive tale om fælles hæftelse for skat i henhold til skattelovgivningen.
Konklusionen er derfor, at en ægtefælle som udgangspunkt ikke behøver at oprette en ægtepagt om særeje eller andet for at undgå at hæfte for den anden ægtefælles gæld. Lovens udgangspunkt er, at hver ægtefælle alene hæfter for sin egen gæld.OH
