En tvangsauktionssag
Zacher Advokater har i mange år behandlet tvangsauktionsinkasso, og vi har derfor et meget rutineret kendskab til tvangsauktionssager.
Sagens forløb
En sag indledes med, at fordringen tages til inkasso, når skyldneren ikke har betalt. Hvis der ikke betales forsætter sagen med ”pantebrevsudlæg”, hvor der bla. sikres bevis for, at fordringen ikke er betalt m.v. Hvis der ikke betales indgives der straks begæring om tvangsauktion. Der afholdes senere et vejledningsmøde i fogedretten, hvor skyldneren bliver vejledt om auktionen, og der kan evt. meddeles en afværgefrist. Der foretages en besigtigelse af ejendommen, og samtlige oplysninger om ejendommen indhentes. Senere udarbejdes der en salgsopstilling, som beskriver ejendommen og dens hæftelser m.v., og som anvendes på selve auktionen. Salgsopstillingen skal have helt korrekte oplysninger, idet den anvendes som grundlag for en auktionskøbers budgivning. På selve auktionsdagen bydes på ejendommen og ejendommen bortsælges til højestbydende, medmindre en rettighedshaver begærer ny auktion. Der bliver herefter afholdt en anden og sidste auktion over ejendommen. Det kræver en vis erfaring og rutine at forstå salgsopstillingen samt deltage i budgivningen, herunder det taktiske spil.